Under træningsforløbet den første uge i hovedstaden var der stor fokus på HIV og aids. Vi fik blandt andet at vide, at vi skulle behandle alle zambierne, som om de havde aids. I min uvidenhed blev jeg allerførst lidt fornærmet, og syntes det var en voldsom udmelding, og ikke en fair måde at se på andre mennesker. Men det betød jo egentlig bare at jeg ikke skulle dyrke sex med dem, eller sprøjte noget af deres blod ind i min krop. Det er nemlig den eneste møde HIV og aids smitter på. Udover det kunne jeg bare behandle zambierne som alle andre mennesker. I hverdagen tænker jeg derfor ikke så meget over HIV og aids selvom det er et så stort problem i Zambia. Det gør mig dog så frustreret og trist, når jeg oplever hvor magtesløs en kvinde er i forhold til dette. Tit er de reduceret til et værktøj for manden, og det hele bunder i et meget forældet og uretfærdigt syn på kvindernes rolle i samfundet. En meget positiv ting ved Zambia, er, at når en person har HIV eller aids er vedkommende berettiget til gratis behandling. Denne behandling er medvirkende til, at personen kan have et næsten normalt liv, og i hovedstaden fik blandt andet besøg af en kvinde, som kunne fortælle, at både hende og hendes mand var blevet smittet, men nu havde fået to helt raske børn. Dette var muligt på grund af behandlingen. Det er dog lagt fra alle der benytter sig af denne mulighed, da det som sagt er meget tabu, og det er ikke mange som vælger at lade sig teste, selvom de måske er meget syge.

I sidste uge var jeg langt ude i bushen og besøge nogle af din landmænd min organisation arbejder for. Her har de gang i et projekt med fokus på bevaring af skove samt landbrug uden brug af kunstgødning. Før i tiden foregik landbrug på den måde, at landmændene var meget afhængige af dyrt kunstgødning for at kunne dyrke deres afgrøder. Når deres jord så ikke havde mere næring, valgte de at fælde store områder af træer, for i stedet at bruge den næringsrige jord træerne havde efterladt. Fældning af store arealer af træer har resulteret i en markant reducering af regntid, hvilket igen er med til at gøre det endnu sværere for landmændene, at dyrke deres afgrøder. Projektet har vist sig at være en stor succes i forhold til ikke at bruge kunstgødning. I dag bruger de i stedet naturlig gødning fra alle deres dyr, og det har medvirket til at i år har landmændene været i stand til at få 3-5 gange så meget afkast af samme størrelse jord, som for 3 år siden. Rent levestandardmæssigt har det medvirket til, at de fra kun at kunne spise et måltid om dagen, nu spiser 2-3 måltider og samtidig har nok til overs til at sælge. Med hensyn til træfældningen er der langt vej endnu. De landmænd vi snakkede med, kunne slet ikke se sammenhængen mellem færre træer og manglende regn. De mente at det havde stedet noget med gud at gøre. Min organisation fortsætter dog ufortrødent sit arbejde, og håber at de på sigt kan præge landmændene. Som alt andet i Zambia, så tager sådanne ting utrolig lang tid, og det er svært at ændre på noget disse mennesker har gjort i generationer. For mig personligt var det rart at opleve en succeshistorie med hensyn til brugen af naturlig gødning, som har været medvirkende til, at rigtig mange mennesker har øget deres levestandard. Lige præcis i dette lokalsamfund, var det især kvinderne, som virkelig havde knoklet for, at dette skulle lykkes. Det varmede mit hjerte gevaldigt.

Den første uge i Nyimba brugte jeg meget af min tid på at uddrive alle de insekter i huset jeg kunne. Hvis jeg hørte en græshoppe sige den lyd en græshoppe nu gør, røg den straks ud, og hørte jeg en kakerlak kravle over gulvet røg den også ud lige med det samme. Nu har jeg lært at leve i symbiose med alle insekterne og accepteret, at de bor i huset lige så meget som mig. Det er måske også lige så meget i erkendelsen af, at hvis jeg skal have et insektfrit hus, så skal jeg udrydde alle insekter i hele Afrika.

Det der nok har frustreret mig mest hernede, er, at det aldrig er til at forudse hvornår elektriciteten ryger. De sidste par dage, er den røget lige midt i min madlavning for eksempel, hvilket blandt andet har resulteret i slatne pomfritter og ukogt spinat med løg og tomat. Nu er det dog bare blevet en del af hverdagen. Når elektriciteten ryger, så er der ikke noget at gøre ved det, men man må finde en anden løsning at lave mad på. Som zambier tænder man grillen eller et bål, men indtil videre har jeg bare sørget for at have nok brød på lager.

I denne weekend ligger jeg hus til en lille sammenkomst af andre frivillige fra VSO. Jeg glæder mig rigtig meget til at få besøg, og til at vise dem hvordan jeg lever. De er alle fra større byer, så de bliver nok lidt overrasket, når jeg sender dem til brønden efter vand, og når de skal bade i en lille balje med vand. Det bliver også rigtig rart at kunne snakke med andre, som er i samme situation som jeg selv. Så kan vi diskutere alle udfordringerne, men selvfølgelig også snakke om alle de positive oplevelser. Det er fantastisk inspirerende at være blandt så gode mennesker, der virkelig brænder for at gøre en forskel og hjælpe andre. Det lærer jeg utrolig meget af, og det har da helt sikkert også en positiv effekt på mig. Nogle af de andre frivillige har været frivillig før, og det er så spændende at høre deres historie, og få et indblik i den forskel de har gjort. Jeg har kæmpe respekt for dem, der har gjort det til deres liv, at rejse rundt i verden og hjælpe andre. Den form for betingelsesløs medmenneskelighed er for mig meget smuk, og de om nogen bidrager virkelig til at gøre verden til at bedre sted for rigtig mange mennesker. Jeg suger til mig af erfaringer og oplevelser, og kan virkelig mærke at alle indtryk sætter sit præg på den personlige rejse, jeg er i gang med.

At være barn i Zambia er også noget lidt andet end at være barn i Danmark. Ved mine lige nu daglige ture til brønden møder jeg tit børn på 10-12 år som kommer kørende med en trillebør fyldt med dunke med vand. I en meget tidlig alder får børnene ansvar for daglige pligter, og det er virkelig hårdt arbejde, de bliver sat på. Der er dog ikke noget brok eller nogen sure miner… De udfører deres pligter med et smil, og i en meget tidlig alder er de med til at bidrage til familiens overlevelse. Sidste weekend besøgte jeg en anden frivillig som bor i en større by 2½ times kørsel herfra. Transporten derhen skete ved hjælp af bus. Jeg har aldrig haft en bustur som denne før. Først og fremmest var jeg den eneste hvide pakket i en bus med en masse zambier og alt deres bagage. Derudover kørte vi en bus som aldrig nogensinde havde fået lov til at køre på de danske veje. Den raslede og knagede, og jeg var sikker på, den hvert øjeblik kunne falde fra hinanden taget i betragtning, at vi kørte 120 km/timen på en landevej fyldt med huller. Derudover pumpede mit hjerte lidt hurtigere hver gang vi mødte modkørende trafik eller geder og køer i vejkanten. Som en sideting kan jeg nævne, at cykler absolut ingen rettigheder har i Zambia. Hvis de kører på vejen, får de hornet, og så har de bare at flytte sig, ellers bliver de tromlet ned. Busturen var en oplevelse på både godt og ondt, og jeg skal lige sunde mig før jeg springer på sådan en tur igen.

Jeg kæmper stadig meget med at vænne mig til at leve på den zambierske måde. Det er et liv fyldt med rutiner og vaner, og hver dag er det primære mål at arbejde og sørge for at have mad og vand nok. Det jeg nok har det allersværest med, er, at det er tydeligt folk opfatter mig som mere værd end dem selv. Dem jeg møder er meget ydmyge, og de tror at jeg kan lære dem en masse og redde dem alle. Sandheden er jo, at jeg har mindst lige så meget at lære fra dem, og jeg er absolut ikke mere værd. Jeg bryder mig ikke om, at der skal være den uligevægt, men det er meget svært at lave om på desværre. Jeg vil bare gerne være en del af samfundet på lige fod med alle andre, men det er ret svært, når man ser så anderledes ud, og kommer fra et andet land.

Derudover er det ret grænseoverskridende at leve i et lille samfund, hvor jeg er så meget anderledes end alle andre. Det er en mærkelig følelse at blive lagt så meget mærke til. Grundet disse op- og nedture, kan jeg allerede nu mærke jeg har udviklet mig som person og er blevet stærkere. Derudover bliver det virkeligt tænkt en masse tanker og reflekteret til den store guldmedalje.

Jeg har intet fjernsyn, og der er ikke rigtig noget at lave i Nyimba, så hjernen bliver motioneret en del i stedet. Det har også været helt igennem fantastisk at kunne give sig tid til det uden nogle forstyrrelser overhovedet.

Jeg har været uden rindende vand i huset i 6 dage, så nu står den på daglige ture til brønden. Et glas vand smager betydeligt bedre, når man har ydet noget for at skaffe det, skulle jeg hilse at sige.

Jeg kan mærke, at jeg allerede nu lærer at værdsætte bare de simpleste ting noget mere. Æbler er en sjældenhed her i Nyimba, men i går spiste jeg et, og selvom det ikke var et særligt velsmagende æble, så var det bare så dejligt at få en anden smag i munden i stedet for det normale løg, tomater, spinat og Nshima.

Det er tydeligt at mærke, at mange ser mig som en eller anden form for mulighed….. Det er svært at forklare men folk regner med, at jeg kan hjælpe dem med alt, og at jeg er rig og kan gøre lige hvad jeg har lyst til. Der er en ung fyr som har været forbi og vise mig sine karakterer fra skolen og fortalt mig, at han rigtig gerne vil studere videre, men desværre ikke har råd.
Derudover er der en der gerne vil have hjælp til at studere i Danmark, og en som vil have hjælp til at starte sin egen forretning. Det er svært at sige nej, men desværre noget som bliver en del af ens hverdag.

Selvom det er hårdt til tider, så er jeg rigtig glad for at være her, og jeg holder modet oppe. I dag tager jeg på weekendtur hos anden frivillig i en større by. Det bliver rart med nogle nye oplevelser, og jeg har ladet mig fortælle, at der befinder sig en del frivillige i den by og blandt andet også et par danskere. Det bliver rigtig rart at dele sine op- og nedture med andre som er i samme situation som jeg selv.

Good to know you

Kenneth

Den første uge i Zambia er foregået i hovedstaden Lusaka hvor jeg er blevet introduceret til kulturen i Zambia og hvilke udfordringer det zambieraske folk lever med. Lad mig give et lille indblik i landet: Zambia har omkring dobbelt så mange indbyggere som Danmark, men landet er 15 gange så stort. Dette betyder at der findes store tyndt befolkede områder, og folk lever meget spredt. Malaria og HIV/Aids er en stor del af hverdagen for en zambier. Malaria er den sygdom som dræber flest mennesker i Zambia og næsten hver femte zambier lever med HIV eller Aids. 80 procent af befolkningen er fattige og 90 procent af disse betegnes som ekstremt fattige. Zambia er en tidligere britisk koloni og blev et uafhængigt land i 1964.

Jeg er kommet til et land med meget store udfordringer, men også til et land med viljen til at gøre op med disse udfordringer og lysten til at give Zambia en lys fremtid. Jeg har allerede nu mødt mange inspirerende mennesker som har stor lyst til at hjælpe deres land, om som har stort mod på at uddanne sig, så de kan være en del af en lys fremtid.

En Zambier har en meget positiv tilgang til livet, og man kan altid mærke glæde, når man er sammen med en. Det hænger nok sammen med at der ikke bliver tænkt så meget over fremtiden, men mere bliver levet i nuet. Det har dog også en masse negative effekter, jeg vil komme ind på senere i bloggen.

Jeg er nu kommet frem til det der skal være mit hjem det næste halve år. Jeg skal bo i en lille by ved navn Nyimba med omkring 1400 indbyggere. Det er et meget øde sted og der er ikke mange ting at tage sig til. Man går heller ikke bare hen i et supermarked og handler, men tager derimod han på markedet. Her varierer det rigtig meget hvad, hvad man kan købe. Nogle gange er der kød og andre gange ikke. Derudover er der et lille udvalg af grøntsager. Det der dog med sikkerhed altid er på markedet er majsmel. Den helt store spise i Zambia er Nshima hvilket er majsmel blandet med vand. Det smager ikke af så meget, men til gengæld mætter det. Jeg skal bo for mig selv i et hus/skur. Der er 3 soveværelser, stue, bad, toilet og køkken. Det er dog ikke så luksuriøst som det lyder. Rindende vand har jeg i tidsrummet kl. 5 til 10 om morgen og elektriciteten kommer og går. Derudover deler jeg hus med et overflødighedshorn af forskellige slags insekter, og min have bliver jævnligt brugt af naboernes høns og ejerløse hunde.

Organisationen jeg skal arbejde for hedder Nyimba District Farmers Association, og her skal jeg blandt andet hjælpe dem med en fundraising strategi, diverse HR-arbejde og forhåbentlig sætte gang i nogle projekter som kan hjælpe de lokale landmænd. Det skal måske også nævnes at mange af de lokale landmænd er kvinder.

Grunden til overhovedet at springe ud i sådan et projekt, skal ses i lyset af, at jeg i meget lang tid har haft en stor lyst til at tage ud i verden og gøre en forskel for andre mennesker. Jeg føler jeg har noget at give andre, og jeg føler mig meget privilegeret over at få muligheden. Derudover forventer jeg helt sikkert også at gennemgå en personlig proces, hvor jeg lærer nogle andre sider af mig selv at kende. Jeg elsker at få udvidet mine horisonter, og blive udfordret i livet generelt. Allerede nu har jeg stiftet bekendtskab med at være fremmed i et andet land, og skulle begå mig på det lands præmisser. Det er svært at skulle føle sig hjemme i en kultur, man slet ikke kender, og hvor der er mange ting, man ikke kan relatere til. Det kan jeg godt drage lidt paralleller til i Danmark, hvor vi en gang imellem har meget travlt med at fortælle hvordan udlændinge skal opføre sig. Det er meget meget svært at skulle gøre et fremmed land og en fremmed kultur til sit hjem.

Jeg håber at kunne tage nogle af de problemstillinger jeg møder op til debat i denne blog, og give min synsvinkel på disse. I skal være meget velkommen til at kommentere, eller sende mig en mail.

Good to know you
Kenneth

I forbindelse med mit ophold har jeg oprettet denne blog. Her vil jeg løbende skrive indlæg og holde dig orienteret.

Du er naturligvis også velkommen til at stille spørgsmål til mig som jeg så vil forsøge at besvare så godt jeg kan.

Good to know you
Kenneth