Kenneth Nielsen til frivilligt u-landsarbejde i Zambia
Kenneth Nielsen er 30 år og arbejder som Account Specialist i Randstad Inhouse. Kenneth har læst HRM i organisation på Copenhagen Business School og har sammen med sit team på tre personer ansvaret for cirka 300 vikarer hos en af Randstads store kunder.
Kenneth har altid drømt om at gøre en forskel via ulandsarbejde, og da han blev gjort opmærksom på Randstads samarbejde med VSO (Voluntary Service Overseas), krævede det ikke mange overvejelser, før han valgte at søge om at blive udsendt til frivilligt ulandsarbejde herigennem.
Af sted til U-lands projekt i Zambia
Kenneth er nu kommet gennem nåleøjet og skal på et seks-måneders eventyr i forbindelse med et humanitært projekt i Zambia. Her skal han bo i en lille landsby med i alt 1400 indbyggere og arbejde for en organisation, som har fokus på at forbedre forholdende for de lokale landmænd i området. Modsat skal Kenneth lære en helt anden kultur at kende og dermed også udvikle sig som menneske og fremtidig leder på det danske arbejdsmarked.
Randstad sender på verdensplan årligt 25-30 personer ud gennem VSO. Forløbene har typisk en varighed af seks til ni måneder. Projekterne, som medarbejderne sendes ud til, er hovedsageligt i Afrika, hvor der er mest behov for humanitært arbejde. I tiden, hvor medarbejderen er udsendt, sørger Randstad for at den udsendtes udgifter til bolig, forsikring med mere opretholdes. Der bliver udbetalt løn, så i dette tilfælde Kenneth kan opretholde en fornuftig levestandard i Zambia.
Første dansker
»Det er første gang, vi sender en dansker af sted, og det er vi naturligvis meget stolte af,« siger HR Manager Tine Ryg Cebrian og tilføjer:
»Jeg betragter det faktisk som en win-win-situation for alle involverede parter. Kenneth får en oplevelse for livet og får realiseret sin drøm. Den pågældende destination, får i seks måneder en yderst dedikeret og kompetent medarbejder, der virkelig kan flytte noget, og sidst, men ikke mindst, får vi i Randstad en medarbejder tilbage, der i den grad kan tilføre vores organisation nogle helt unikke værdier. Faktisk kan man sidestille det med medarbejderudvikling med en stor portion praktik.«
Randstad har siden 2004 haft et samarbejde med VSO, og det at blive ’den særligt udvalgte’, der i en periode yder frivilligt ulandsarbejde, er ikke noget, der sker over night. »De medarbejdere, vi sender af sted, skal være nogle af vores bedste folk, så de også kan indfri de forventninger, som der stilles til dem i forbindelse med det pågældende arbejde – og gøre en forskel med deres bidrag,« siger Tine Ryg Cebrian.
Gennem mange optagelsesprøver
Kenneth har været igennem forskellige optagelsesprøver i forsøget på at komme ud via Randstads VSO-program.
»Jeg har været til optagelsesprøver på hovedkontoret i Amsterdam, samt til nogle prøver hos VSO i Birmingham. Derudover til et opfølgningsmøde endnu engang i Holland, og jeg har løbende gennemført en masse online-tests og -kurser. Heri har man blandt andet skullet redegøre for, hvorfor man gerne vil sendes ud til ulandsarbejde, og hvilke forventninger man har hertil og meget mere,« siger Kenneth Nielsen og tilføjer:
»Mit job er ikke at tage til Zambia og belære dem om en masse. Mit job er at lytte til de lokales behov, og derefter hjælpe dem med at få disse behov opfyldt. Jeg slet ikke i tvivl om, at jeg kommer til at lære rigtig meget både fagligt og personligt ved at være af sted.«
En kontrast til det daglige arbejde
Kenneth er da også klar over, at det bliver en kæmpe udfordring og en kolossal kontrast til hans ellers normale hverdag. »Jeg har dagligt ansvaret for cirka 300 vikarer hos en af Randstads store kunder, og det er i sig selv utrolig spændende. Nu skal jeg så ud til en landsby med 1.400 indbyggere, hvor tingene givet fungerer på en helt anden måde,« siger Kenneth Nielsen.
Følg Kenneth
Randstad har besluttet at åbne op for Kenneths tur og oplevelser og synes, at alle interesserede skal have mulighed for at følge med. Derfor vil Kenneth fra uge 40 og fremad skrive om sine oplevelser på randstaddk.wordpress.com.
Kenneth vil, hvis det er muligt, ligeledes uploade små videoer, som kan fortælle om fremdriften i projektet i Zambia.
Ønsker du at vide mere om Randstads samarbejde med VSO, kan du besøge: www.randstad.com